Kernetemperatur:
Kernetemperaturen er temperaturen omkring de indre organer, og den skal holdes konstant omkring 37 °C, idet organismens enzymer – og dermed alle processer i organismen - fungerer bedst ved den temperatur.
Hvis kernetemperaturen stiger, stiger alle cellers stofskifte og dermed deres behov for O2 og næringsstoffer.
Klinisk betyder det, at når man har feber øges respirationen, den bliver dybere og hurtigere med mindre, feberen skyldes lungebetændelse eller er ledsaget af smertefuld vejrtrækning, så kan respirationen blive overfladisk og tilsvarende meget hurtigere.
Hvis kernetemperaturen stiger til ca. 42 °C ødelægges organismens enzymer og tilstanden er livstruende.
Hvis kernetemperaturen falder, falder også alle cellers O2 og næringsbehov, respirationen falder, alt går langsommere. Klinisk har det den betydning, at en person med lav legemstemperatur kan overleve betydeligt længere uden ilttilførsel, f.eks. ved drukneulykker. Dette udnyttes klinisk, ved at nedkøle patienter med hjerneskade f.eks. hjerneblødning i den akutte fase, så bedres deres chancer for at overleve med færre skader.
Ved kraftig nedkøling bliver processerne så langsomme, at man bliver bevidstløs og ved ca. 25 °C er tilstanden er livstruende.
Hudtemperatur:
Hudtemperaturen varierer meget afhængig af, hvor på kroppen den måles, af omgivelsernes temperatur og af kernetemperaturen.
På truncus er hudtemperaturen ved normal stuetemperatur > 30 °C – højere på forsiden end bagsiden -, og i axillen kun ca. 1o lavere end kernetemperaturen.
Jo længere væk fra truncus, jo lavere hudtemperatur, på tæerne og fingre er hudtemperaturen stort set som omgivelsernes.
Arterier og vener ligger helt tæt op ad hinanden, så når det 37 °C varme blod pumpes fra kernen til arme og ben, afgives varme til arteriernes omgivelser, blodet bliver gradvist koldere, mens det på tilbagevejen i venerne gradvist varmes op igen, dvs. at det meste af blodets varme ikke afgives til de ydre omgivelser, men bringes tilbage til kernen.
Blodkarrene i huden og i arme og ben kan kontraheres og dilateres efter behov for varmeregulering.
Organismens temperaturmåling:
Temperaturcentret modtager information om kernetemperatur fra sansereceptorer omkring indre organer og fra sansereceptorer i huden. Antallet af temperaturreceptorer i huden er størst længst fra kernen, dvs. hænder og fødder. Ved modstridende information fra kerne og hud, så har information fra huden størst betydning – se under Feber.
Vil du vide mere:
Temperaturregulering – Temperaturcentret
Temperaturregulering – Varmeproduktion og varmeafgift
Feber