Feber

Når temperaturen stiger ud over de normale døgnsvingning kaldes det feber.

Feber kan skyldes:

1. Pyrogene stoffer f.eks. prostaglandin, interferon, andre cytokiner eller endotoxiner fra G-neg bakterier har indstillet temperaturcentret på et højere niveau Ved infektion med G-neg bakterier, er temperaturen ofte meget høj.
2. Stor fysisk aktivitet f.eks. et maratonløb, hvor varmeproduktioner er større end den mulige varmeafgift.
3. Meget varme omgivelser, særlig hvis luftfugtigheden er høj, så man ikke kan komme af med varmen ved stråling, og sved ikke kan fordampe – det kaldes hedeslag.

37 °C → 39 °C - Temperaturstigningsfasen
Når temperaturcentret indstilles på et højere niveau f.eks. 39 o, vil organismen gøre alt for at reducere varmeafgiften og øge varmeproduktionen.

1. Patientens hud er bleg, kold og klam pga. karkontraktion og øget aktivitet i det sympatiske nervesystem.
2. Patienten ligger sammenkrøbet i fosterstilling, så mave og armhuler, albuebøjninger, lysker og knæhaser, hvor store blodkar ligger tæt på overfladen er lukket inde.
3. Patienten fryser, er stiv i muskler og ansigtsmuskler, klaprer tænder, ryster af kulde – så meget, at sengen ryster.
4. En meget ubehagelig tilstand. Giv patienten dyner på – det hjælper ikke på den aktuelle tilstand, men den går hurtigere over. Temperaturen kommer hurtigere op på den nye indstilling på temperaturcentret, og så får patienten det bedre.

39 °C → 39 °C – Plateaufasen
Nu svarer kernetemperaturen til indstillingen på temperaturcentret, og der er ikke behov for reduktion eller øgning af hverken varmeafgift eller varmeproduktion:

1. Patientens hud har normal farve (måske lidt røde kinder), er tør og lidt varm.
   Patienten er varmere, og strålingsvarmen kan registreres af andre i større afstand.
2. Patienten ligger eller bevæger sig normalt og afslappet.
3. Patienten hverken fryser eller sveder.
4. Patienten har det godt - med mindre han/hun har symptomer fra årsagen til feberen. Nogle ønsker dyne, andre blot et tæppe.

39 °C → 37 °C – Temperaturfaldsfasen
Kernetemperaturen er nu højere end indstillingen i temperaturcentret, og organismen vil gøre alt for at øge varmeafgiften og reducere varmeproduktionen.

1. Patientens hud er ildrød, brændvarm og i starten knastør pga. kardilatation og øget aktivitet i det parasympatiske nervesystem, men ret hurtigt kommer voldsomt sved udbrud.
2. Patienten ligger på ryggen med arme og ben strakt ud fra kroppen, så huden på maven og de store blodkar i armhuler, albuebøjninger, lysker og knæhaser kan afgive varme.
3. Patienten har det meget varmt, ligger helt stille.
4. En meget ubehagelig tilstand. Afdæk patienten, sæt en ventilator til at blæse på truncus, afvask med kolde klude, læg evt. have våde håndklæder på truncus – MEN kun hvis det føles behageligt, og hvis huden ikke bliver kold.

Afdækning – aktiv køling
Temperaturcentret modtager informationer om temperatur både fra de indre organer og fra huden. Hvis der er uoverensstemmelse, så har hudtemperaturen størst betydning. Der er særlig mange temperaturreceptorer i huden længst væk fra kernen.
Klinisk betyder det, at hvis man ønsker aktivt at reducere kernetemperaturen med blæser, kolde, våde håndklæder eller andet, så skal det være på truncus, og patientens hænder, underarme, fødder og underben skal pakkes godt ind, så de ikke bliver kolde. Og der må ikke køles, hvis huden bliver bleg og kold – så stimuleres varmeøgningen i stedet.

Vil du vide mere:
Temperaturregulering - Temperaturcentret
Temperaturregulering – kernetemperatur og hudtemperatur
Temperaturregulering – Varmeproduktion og varmeafgift
Cytokiner – Symptomer
Bakterier - karakteristika
Inflammation
Heling af vævsskade
Vaccination
Autoimmune sygdomme
Allergi
Cancer
Behandling med interferon