En parasit er en snylter, som optager næring fra den organisme, den snylter på. Parasitter kan være encellede, Protozoer f.eks. Amøber, Toxoplasmer eller Malariaparasitter, eller flercellede, Metazoer f.eks. orm og Leddyr f.eks. lopper og flåt.
Ofte har parasitter en kompliceret livscyklus med mellemværter f. eks. malaria: myg og svinebændelorm: svin. Mange protozoer spredes med vektorer f.eks. malaria med myggen Anopheles og sovesyge med tsetsefluen.
Mange af leddyrene er selv vektorer f. eks. spreder skovflåt Borreliabakterien og lopper spreder pestbakterien.
Protozoer:
Kun få protozoer har betydning for immunkompetente personer i Danmark: Trichomonas Vaginalis og Toxoplasma Gondii. De fleste menneskepatogene protozoer forekommer ikke naturligt i Danmark, men kan importeres efter rejser til især troperne: Malaria, sovesyge (Trypanosomatyper), Leishmaniatyper og Amøber, som kan giver svær diarré og levercyster.
Protozoinfektioner er et problem for immunsvækkede personer (AIDS): Svære Toxoplasma- og Amøbeinfektioner. Cryptosporidier, som giver diarré. Giardia Lamblia, som sætter sig fast på tyndtarmsslimhinden og forhindrer fordøjelse af føden, den giver fedtholdig diarré og vægttab, er ret udbredt i Østeuropa.
Trichomonas Vaginalis: Findes i normalfloraen i vagina hos mange kvinder, den giver normalt ikke gener, men hvis antallet er stort, kan den give infektion med svie og udflåd fra vagina og urethra (urinrør), den overføres seksuelt, så også mænd kan have symptomer. Ved symptomer hos den ene bør begge i et parforhold behandles.
Toxoplasma Gondii: Kan inficere mennesker, ofte uden symptomer, men kan give let feber og træthed med ret udtalt lymfeknudehævelser. Hos immunsvækkede personer f. eks. AIDS patienter kan den give alvorlige infektioner med sepsis, med pneumoni (lungebetændelse), hepatitis (leverbetændelse), hjerneabsces (byld). Ufødte fostre kan blive inficerede og kan få meget alvorlig hjerneskader og andre misdannelser.
Katte er hovedvært og udskiller toxoplasmer i urin og fæces, harer kan også være vært. Gravide bør pga. af risiko for toxoplasmose ikke omgås katte, ikke flå harer eller spise råt kød og rå æg.
Vil du vide mere:
Normalflora – Huden
HIV – AIDS