Blodceller kaldes også blodlegemer. Der findes 3 hovedgrupper: Erythrocytter, som varetager O2 transport, leukocytter, som varetager det indre infektionsforsvar og trombocytter, som varetager hæmostase.
Dannelsen af blodceller kaldes hæmopoiese, og det foregår i den røde knoglemarv, som findes i knoglers indre hulrum.
Hos voksne findes rød knoglemarv i alle knogler i den del af kroppen, som vil være dækket af T-shirt, Bermuda shorts og solhat. De øvrige knogler og resterende del af os humerus og os femoris indeholder gul knoglemarv, som er fedt.
I tidlig barnealder er al knoglemarv rød og blodcelledannende, og i fostertilstanden er lever og milt også blodcelledannende. Såvel gul knoglemarv, som lever og milt bevarer evnen til blodcelledannelse. Hvis den røde knoglemarv bliver syg, eller hvis behovet for blodcelleproduktion øges f. eks. efter stor blødning (erythrocytbehov) eller ved svære infektioner (leukocytbehov), så omdannes gul knoglemarv til rød. I svære tilfælde begynder også lever og milt at danne blodceller.
Alle blodceller dannes ud fra en fælles multipotent stamcelle, som uddifferentierer sig i liniespecifikke stamceller, en erythropoid stamcelle (erythrocytter), en lymfoid stamcelle (lymfocytter), en granulocyt-makrofag stamcelle, som uddifferentierer sig i en myeloid- (granulocytter) og en monocytoid stamcelle (monocytter), og en megakaryoblast, som er stamcelle for megakaryocytten, som afsnører trombocytter.
Granulocytter og lymfocytter er altså ligeså forskellige fra hinanden, som de er fra erythrocytter, selv om de begge indgår i leukocytgruppen.
Når monocytter migrerer ud af blodkar til det omgivende bindevæv bliver de til makrofager.
I den røde knoglemarv er 75 % af cellerne leukocytter og deres forstadier, selv om der er ca. 1000 gange flere erythrocytter end leukocytter i blodet, så er produktionen af leukocytter meget større, fordi leukocytter i blodet kun lever 4-5 dage, mens erythrocytter lever 120 dage.
Vil du vide mere:
Stamceller – Vækstfaktorer – Knoglemarvstransplantation
Leukocytose
Leukopeni
Leukæmi – Malignt lymfom
HLA vævstyper – MHC I og II. Organtransplantation. ”Designerbaby”.